I en ny serie zoomer ugeavisen ind på Koldings forretningsdrivende. Vi besøger dem i butikken til en snak om deres liv bag disken og i privaten. I denne uge har vi besøgt Brian Juhl, som er indehaver af Byttecentralen.
Hvad ved dine kunder ikke om dig?
- Jeg er ikke sikker på, at der er noget, mine kunder ikke ved om mig. Jeg er jo et meget snakkesaligt menneske og sludrer også meget med mine kunder. Min fritid går meget ud på det samme, som min hverdag her handler om. Jeg interesserer mig for tegneserier og film, som fylder masser af reoler derhjemme. Det kan jo ikke komme som en overraskelse for nogen.
-
Navn: Brian Juhl.
Alder: 49 år.
Født i Kolding.
Single.
Har været ejer af Byttecentralen siden 2004.
Arbejdede førhen som bager i 10 år.
Hvornår er du mest lykkelig?
- Det ved jeg faktisk ikke, men jeg er jo ret glad af natur og griner mig igennem dagligdagen. Det handler ikke om, at jeg er hjemme eller på arbejde. Det handler bare om, om jeg er glad i min tilværelse.
-
Byttecentralen har været ejet af Brian Juhl siden 2004.
Butikken sælger brugte DVD-film, bøger, tegneserier og meget mere.
Låsbygade 1, 6000 Kolding.
www.byttecentralen6000.dk.
Har der været et vendepunkt i dit liv?
- Så tror jeg at det skulle være i 2002, da jeg startede på fuld tid her i Byttecentralen. Før var jeg bager i over 10 år, og det var rigtig dejligt at kunne få et andet arbejde med lidt mere humane arbejdstider. Og så er jeg bare meget mere glad for at arbejde her.
Hvad er din definition af frihed?
- I virkeligheden føler jeg mig vel meget bundet op af butikken her. Skal jeg rigtig være fri, skal jeg ikke stå til ansvar for andre end mig selv. Det kunne være, når jeg går på pension for eksempel. Det ser jeg rent faktisk lidt frem til.
Hvis du vandt 10 millioner, hvad skulle de så bruges på?
- Først tror jeg at jeg, ville rejse jorden rundt i et halvt års tid og se det af verden, jeg endnu ikke har oplevet. Men efter et halvt år ville jeg nok vende hjem og se på, hvad der så skulle ske. Det er vel en tanke, der har ligget i baghovedet, det der med at rejse. Det er dog bare aldrig noget, som jeg har tænkt videre over at få gjort noget ved.
Hvilken ejendel er du mest glad for?
- Det lyder måske lidt tamt at sige, men jeg er nok mest glad for mit fjernsyn. Jeg ser rigtig mange DVD'er og særligt Sci-Fi og gysere fra 90´erne og tilbage. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide nye film, men jeg synes, der ligger meget sjæl og charme bag de gamle B-film (billigt producerede spillefilm, red.).
Hvis du skulle give dit 13-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?
- Få en uddannelse. Og især; lad være med at blive bager! Det er simpelthen et af de mest ubarmhjertige job, når det kommer til dårlige arbejdstider og slid på kroppen. Jeg har det udmærket i det job, jeg har i dag, men drømmen var jo egentlig at blive kok. Arbejdsløsheden dengang gjorde bare, at der ingen lærepladser var at få, og så blev jeg bager i stedet for.
Hvad ville du lave, hvis du fik at vide, at du kun havde en dag tilbage?
- Det er faktisk noget, jeg har spurgt mig selv om flere gange før. Eller i hvert fald hvis man havde for eksempel en måned tilbage. Jeg ville ikke gå ud og te mig crazy. I virkeligheden tror jeg faktisk, at jeg ville holde fast i at have en almindelig dagligdag, for jeg er ikke så god til forandringer. Jeg er faktisk rigtig dårlig til forandringer, så jeg tror ikke, jeg ville få noget godt ud af at lave alt muligt vildt og voldsomt.