Kolding: I Kolding Golf Club er der en lang tradition for at stå sammen og gøre en forskel for alle de kvinder, der rammes af brystkræft. - I klubben er der mange af os, der kender nogen, som har eller har haft sygdommen tæt inde på livet. Vi er derfor glade for, at vi kan kombinere vores interesse for golf med at samle ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde for et liv uden brystkræft. Det er den 12. gang, at vi deltager, og vi ser frem til at afholde turneringen. Pink Cup er en sjov og festlig dag, men med et alvorligt tema, da der sættes fokus på en forfærdelig sygdom, siger Vivi Krogh fra Kolding Golf Club i en pressemeddelelse.
Pink Cup holdes 30. juni i Kolding. Turneringen afsluttes med en landsfinale, som 40 af de deltagende klubber har mulighed for at kvalificere sig til. Landsfinalen afholdes fredag 21. september i Golf Club Harekær.