Designskolen Koldings afgangsudstilling 2019 åbnede på Koldinghus 28. juni. Hen over sommeren bringer Ugeavisen en række små præsentationer af en håndfuld af de mere end 50 nyuddannede designere og deres afgangsprojekter.
Kolding: Gabriella Constantinou på 28 år er en af de mere end 50 nyuddannede designere fra Designskolen Kolding. Lige nu udstiller hun sit afgangsprojekt på Koldinghus.
Beskriv dit afgangsprojekt i få linjer: I 2025 skal alle tæpper produceret i EU være fri for alle potentielt farlige stoffer, være genbrugsegnede og være fuldt ud genanvendelige. Jeg designer gulvtæpper, der kan opfylde kravene om kvalitet, lang levetid og produkter, der i udgangspunktet er designet til genanvendelse. Gamle cykelslanger. Jeans slidt i laser. Overskuds garner i uld fra den danske tæppeindustri og recykleret nylon af fiskenet. Der tilsættes et enkelt nyt miljøvenligt materiale, hamp, og resterne gives nyt liv i form af håndvævede bæredygtige gulvtæpper til hjemmet. Kollektionerne hedder Taxidia, som er græsk for 'rejse', og er netop inspireret af udvalgte personers bedste øjeblik fra en rejse. Tæppernes rejse i den cirkulære økonomi fortsætter, når de brugte tæpper returneres og gensælges som brugte. Til sidst demonteres de og indgår i vævningen af nye tæpper eller forvandles til materialeressourcer til et andet formål.
Jeg fik ideen til mit afgangsprojekt, fordi... jeg ønskede at arbejde med bæredygtigt design i form af materialevalg, men også i forhold til en cirkulær værdikæde et produkt indgår i. Derudover finder jeg vævning, når det kommer til gulvtæpper, spændende, fordi det er større muligheder for at udtrykke sig kompositionsmæssigt, både ift. farver og mønstre.
-
Årets afgangsudstilling fra Designskolen Kolding er netop åbnet og kan ses på Koldinghus frem til den 29. september.De mange projekter er iscenesat i Dansesalen, der til lejligheden er omdannet til en hybrid af forskellige sportsbaner, hvor de unge designtalenter udfolder sig inden for og uden for banestregerne.
I udstillingens spillertunnel kan man møde alle designerne og høre om deres ambitioner for fremtiden i portrætfilm suppleret med citater og autografer. På banen rundt om spillertunnelen vises årets over 50 afgangsprojekter fra 5 faglinjer.
Se også www.koldinghus.dk.
Geografisk Have er så flot
Nu glæder jeg mig til... at komme ud i virkeligheden og udøve det, som jeg har fået med mig i min kompetence "bagage" og kunne bidrage til en bæredygtig udvikling i tekstil- og designverdenen.
Det bedste ved at bo i Kolding har været... at det er en lille by, hvor man kan gå til alt! Og at der er lidt bakket - det, synes jeg, er charmerende.
Mit yndlingssted i byen er... Geografisk Have. Den er bare så flot og hyggelig og et dejligt naturområde.
Efter skolen vil jeg savne... mine medstuderende og alle værkstederne på Designskolen. Det er så dejligt, når man studerer, at have alle de faciliteter til fri benyttelse til at f.eks. væve eller trykke.
Sommerens bedste oplevelse bliver... ferie og afslapning. Efter et afgangsprojekt er man godt brugt.
Som nyuddannet er mit højeste ønske... at blive ansat hos et designvirksomhed, hvor jeg kan få lov til at udvikle tekstile produkter med bæredygtighed i fokus - og i fremtiden evt. starte mit eget designbrand baseret på en bæredygtig businessmodel.