Kaffe, te, sandwicher og engelsk kage er på menuen, når den nye kaffebar Pukka Mocha åbner i Østergade om et par uger.
Kolding: Michael Madsen er pjattet med stort set alt, hvad der er britisk. Han har rejst til især London et utal af gange, og også Skotland har været et mål for den 51-årige koldingenser, som nu tager en bid af de britiske øer med sig til Kolding i form af kaffe- og sandwichbaren Pukka Mocha, som han åbner i Østergade omkring 1. december.
I kaffebaren kan man ud over kaffe og sandwicher også købe te, engelske kager og engelsk specialøl. Og når man træder indenfor, skulle man gerne med det samme blive ramt af den britiske stemning.
- Jeg har altid været bidt af en gal englænder, helt fra jeg var dreng, og jeg synes, det er helt vildt fascinerende. Så kaffebaren bliver med britisk indretning og med udgangspunkt i nogle typisk britiske farver som grøn og creme. Det altoverskyggende vigtige er, at det bliver hyggeligt. At det er et sted, man har lyst til at gå ind og spise en scone og drikke en kop te eller kaffe, forklarer Michael Madsen.
-
Den nye kaffebar kommer blandt andet til at forhandle kaffe, te, sandwicher, specialøl og kage med et strejf af Storbritannien. Mad og drikke kan både nydes i kaffebaren eller tages med videre.'Pukka' er engelsk slang og kan oversættes til 'fremragende'.
Bag Pukka Mocha står 51-årige Michael Madsen fra Kolding.
Skal udleve drømmen
Indretning og ombygning af lokalet i Østergade 1b har Michael, som er uddannet elektriker, selv stået for, og når Pukka Mocha åbner, så er det også Michael selv, der laver både sandwicher og kager og står bag disken.
Og efter et hidtidigt arbejdsliv som almindelig lønmodtager glæder han sig til at få sit helt eget sted.
- Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have fod under eget bord, men så gik tiden. Men nu skal det være, og hvad er det værste, der kan ske? Man skal udleve sine drømme og være fuldstændig ligeglad med, hvad andre synes og bare tro på det. Det har altid været min filosofi.
Inde hos Pukka Mocha bliver der plads til et dusin siddende gæster med tre små borde og en bar i vinduet ud mod gågaden. Samtidig håber Michael Madsen på at kunne få plads til 8-10 borde udenfor i sommerhalvåret.