Kolding: Det er en ekspert i blandt andet innovation, entreprenørskab og branding, som er ny professor i digitalisering med særlige opgaver på SDU Kolding.
Det er Bang Nguyen, som bor i Vejle, men kommer fra en stilling på East China University of Science and Technology i Shanghai.
Inden for forskningen beskæftiger Bang Nguyen sig særligt med innovation, entreprenørskab, branding, B2B marketing og relationsledelse.
- De projekter, jeg arbejder på i øjeblikket, omhandler "learning from failure". Som når en virksomhed gerne vil udvikle nye produkter og være innovative, så skal de ikke være bange for at fejle og komme i konflikt osv. Det er faktisk en læringsproces i sig selv, og der ser vi så på selve konceptet, der hedder "learning from failure" og ser på, at det er en konkurrencemæssig fordel, som virksomheden kan bruge til at bygge videre på, forklarer Bang Nguyen.
Den 36-årige professor MSO er opvokset i Vejle, gået på Vejle Handelsskole og læst markedsføringsøkonom i Kolding.