Kolding: 719 garanter i Middelfart Sparekasse fyldte forleden Comwell, da pengeinstituttet holdt garantmøde i Kolding. De fik blandt andet råd om, hvad de skal gøre med deres sparepenge. Lokale indlån i sparekassen er nemlig på to år vokset med 500 millioner kroner til nu 1,8 milliarder kroner, fortalte Stephan Lorenzen, afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasse i Kolding.
De 1,8 milliarder kroner er fordelt på over 14.000 kunder i Kolding og Esbjerg, som deler garantkreds i sparekasse-regi.
- Det er altså penge, der står til nul procent i rente. Det betyder, at jeres penge ikke bliver mere værd. Og da prisen på mælk, smør og kartofler stiger, ja så bliver jeres penge faktisk lidt mindre værd, sagde afdelingsdirektøren, der foreslog kunderne at kontakte deres rådgiver for at høre, hvad der er af alternativer. For det kan lade sig gøre at få et lidt bedre afkast uden at satse hele butikken, sagde han.